Sædanalyse

Hvis du over længere tid har forsøgt at få et barn uden held, kan årsagen ligge hos din partner eller dig. Som mand har du mulighed for at få testet din sæd. Cryos laver tusindvis af sædanalyser hvert år. En sædanalyse handler om at få undersøgt, om sæden er normal. Læs her, hvad du skal gøre.

Få testet din sæd, hvis du er i tvivl om sædkvaliteten

En del par forsøger forgæves at få børn. Omkring 10-15% af alle par er ufrivilligt barnløse. I ca. 1/3 af alle tilfældene ligger årsagen hos manden. Det kan altså være, at din sædkvalitet ikke er god nok. Har du/I over en længere periode forsøgt at opnå graviditet uden held, bør du få undersøgt en sædprøve. Husk, at det kan være befriende at vide besked - og hvis sædkvaliteten er lav, betyder det måske "kun", at I skal have hjælp til at blive forældre.

Kontakt en af vores afdelinger - sædanalysen kan foretages anonymt

Cryos undersøger hvert år 10-15.000 sædprøver. Hvis du ønsker det, kan undersøgelsen foretages helt anonymt. Tidsbestilling er ikke nødvendigt. Du finder vores åbningstider her.

Sædprøven kan laves hos os eller eventuelt hjemme hos dig selv. Vi skal blot have sædprøven senest 1 time efter udtømning. Vi anbefaler at sæden opbevares ved kropstemperatur f.eks. i bukselinningen. For at opnå det bedste resultat anbefaler vi afholdenhed i min. 2 døgn forud for sædanalysen.

Pris på en sædanalyse

Sædanalyse pr. prøve koster EUR 65 / DKK 480 ekskl. moms.
Betaling kontant, via kreditkort eller MobilPay.

Frysning og deponering af egen sæd - se sæddeponering.

Medmindre du er henvist fra et sygehus, med hvem Cryos har en aftale om betaling, skal du selv dække udgiften til sædanalysen. Der er ingen tilskud fra Sygesikringen eller Sygekassen Danmark.