Sædkvalitet

Donorsæd skal være af høj kvalitet for at sikre graviditet. Sædcellernes vigtigste opgave er, at kunne svømme frem til ægget. Derfor skal sædcellerne være sunde og raske og frem for alt være til stede i mange millioner med god bevægelighed.

Hvad er god sædkvalitet

Sædkvaliteten er et udtryk for sædcellernes evne til at opnå befrugtning af ægget. Sædens kvalitet undersøges ved at placere en dråbe i et tællekammer, og derefter analyseres den under et mikroskop.

Vi tester sæden i forhold til:

  • Densitet - koncentrationen af sædceller pr. ml
  • Motilitet - mængden af bevægelige sædceller pr. ml
  • Motilitetsgrad - graden af bevægelighed for de enkelte celler
  • Sædvolumen - sædprøvens mængde af sæd i ml

Jo flere normale, motile celler pr. ml, desto bedre er chancen for graviditet.

Sædkvaliteten er svingende

Sædkvalitet ændrer sig meget fra dag til dag, og på længere sigt kan der både være særligt gode og dårlige perioder. Du kan derfor godt opleve, at du i kortere eller længere perioder har en nedsat sædkvalitet. Det er helt normalt. Hvis det fortsætter, kan du tage en pause som sæddonor eller nøjes med at donere lidt sjældnere, indtil sædkvaliteten igen er i orden.

Varmepåvirkning

En af de væsentligste årsager til nedsat sædkvalitet er varmepåvirkning af testiklerne. Har man været udsat for varme, går der ofte op til 70 dage, inden sædkvaliteten igen er normal. Det er den tid, der går fra sædcellerne skabes, til de udtømmes.
Som sæddonor kan du selv gøre en indsats for at bevare din høje sædkvalitet ved at undgå varmepåvirkninger af testiklerne ved:

  • Sauna
  • Varmt karbad

  • Solarium

  • Stramme bukser og underbukser - især hvis du sidder meget

Læs mere om sæd og sædcellens anatomi her.

Har du spørgsmål, så kontakt Cryos

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på email eller telefon +45 8676 0699.