Hvad er god sædkvalitet?

Mænds sædkvalitet kan måles på flere forskellige måder. Blandt andet ved at undersøge mængden af sædceller, og hvor godt de enkelte sædceller bevæger sig.

Læs med her for at blive klogere på sædkvalitet, og hvordan vi hos Cryos tester sæd i vores laboratorie.

Hvad er god sædkvalitet?

Sædkvaliteten er et udtryk for sædcellernes evne til at befrugte et æg. Overordnet kan man sige, at jo flere normale sædceller med god bevægelighed, der er til stede i en udløsning, jo større er chancen for at gøre en kvinde gravid. En mand har normal sædkvalitet, hvis der er mere end 15 millioner sædceller pr. milliliter sæd. Der kan dog være mere end 200 millioner sædceller pr. milliliter – men så er sædkvaliteten altså også helt i top. Derudover siger man, at mere end 40% af sædcellerne skal være levende og i bevægelse for, at der er tale om god sædkvalitet.

Donorsæd – hvordan vi tester den

Hvis man gerne vil være sæddonor, skal man starte med at lave en eller to sædprøver i en af vores fire afdelinger. Som sæddonor er det nemlig vigtigt, at man har god sædkvalitet, da det giver modtageren af donationen den bedste mulighed for at blive gravid.

Vi undersøger sædkvaliteten ved at placere en dråbe i det, der kaldes et tællekammer. Derefter analyserer vi den under et mikroskop. Her tjekker vi blandt andet hvor mange sædceller, der er tilstede pr. milliliter sæd, mængden af bevægelige sædceller, graden af bevægelighed og sædprøvens samlede mængde i milliliter.

Sædkvalitet

Derudover er det også vigtigt, at sædcellerne kan klare at blive frosset ned. De skal nemlig kunne overleve hele -196 grader, som er temperaturen i de frysetanke, hvor sædprøverne opbevares. Det er forskelligt fra mand til mand, om hans sædceller fryser godt. Nogle mænd producerer sædceller, der ikke tåler nedfrysning, mens andre mænds sædceller er i fin form efter både nedfrysning og optøning. Hvis det sidste er tilfældet, så kan man blive sæddonor.

Ansøg her

Nedsat sædkvalitet

Der er en række parametre, der kan indikere, at en mand har nedsat sædkvalitet. Generelt kan man sige, at hvis en mand har færre end 15 millioner sædceller pr. milliliter sæd, og hvis mindre end 40 % af sædcellerne er levende og i bevægelse, er hans sædkvalitet nedsat.

Der kan være mange forskellige grunde til, at en mand har nedsat sædkvalitet. Det kan blandt andet skyldes alder, sygdom, medicinsk behandling (f.eks. kemoterapi) og ikke mindst livsstilsvalg. Her kan du læse tips til, hvordan du selv kan forbedre din sædkvalitet.

Er du i tvivl om din sædkvalitet, kan du komme forbi en af Cryos’ afdelinger for at få lavet en analyse af din sæd. Det er nemt og anonymt.

Sædkvaliteten svinger

Mænd producerer hele tiden ny sæd, og derfor kan ens sædkvalitet ændre sig over tid. De fleste mænd vil have gode og dårlige perioder. Man sagtens opleve at have nedsat sædkvalitet i en kortere eller længere periode. Det er ganske normalt og kan for eksempel være på grund af forbigående sygdom eller stress.